På opdagelsesrejse i slæg tens fortid.

At arbejde med forskning i forfædrene er en slags opdagelsesrejse, man får øjnene op for en delvis ukendt verden med hensyn til forfædrenes levevis, tankeverden og oplevelser.

Det er en fornøjelse hvergang der gøres nye opdagelser om personer, der er blevet registreret som forfædre eller de indgår i slægten, og der er virkelig et væld af oplysninger der kan støves op i de mange forskellige arkivalier der findes bevarede i arkiverne her i Danmark og i nogle tilfælde i udlandet.

 

Under mit arbejde med slægtsforskning stødte jeg på en oplysning i lægdsrullen (sørullen)

film 518. Landsarkivet i Viborg. Det vedrørte en tip 2 oldefar fra Ballum ved vadehavet i Sønderjylland, her stod anført for året 1807: Havde ladet sig nødvendig hyre på grønlandsfart for at fortjene brødet.

Denne oplysning krævede selvfølgelig en nærmere undersøgelse, herunder begyndte jeg at søge litteratur om grønlandsfarten.

 

En spændende oplysning fandtes i en udgivelse af den tyske historiker,

Wanda Oesau: Sleswig - Holsteins Grønlandsfahrt auf Walfischfang und Robbenschlag.

W.O. skriver i sit værk: Von der Nordseeküste kamen auch Grøndlandsfarer aus Hoyer und Ballum.

Von 1803 - 1807 fuhren nachweislich von Ballum ½ Partfahrer, Matrosen und Kochsmaate aus

Hoyer und Ballum.

 

1803: ½ Part-Fahrer   Jens Petersen                     1807: ½ Part-Fahrer   Jens Petersen    Lyk

1804:           “             Jens Petersen    Lyk                     Matros              Peter Jensen     Lyk 

1805:           “             Jens Petersen    Lyk                     Matros              Matth. Lausten Lyk

          Kochsmaat        Peter Jensen     Lyk                     Kochsmaat        Søren Jensen    Lyk.

1806: ½ Part-Fahrer   Jens Petersen    Lyk

          Kochsmaat        Peter Jensen     Lyk

 

Alle årene med kommandøren Andreas Jacobsen, Havneby, Rømø.

På fregatten “Margaretha” på 148 Kommercelæster, der var ejet af Altona rederen Hinrich Dulss, bygget i Itzehoe 1798-1799, første rejse til Grønland startede i april 1799 med Rømø kommandøren Cornelis H. Teunis som fører, men fra år 1800 med Andreas Jacobsen som kommandør, Jacobsen var med som styrmand i 1799.

1803 var afsejling den 20. marts, ved hjemkomsten blev fangsten oplyst at være:

84 tønder spæk, 1478 stk. sælskind og 1180 stykker hval barder, på grund af englændernes blokade af Elben blev skibet henvist til at sejle på Ejderen og ankom derfor til Tønning den 4. aug. Der blev i alt 400 ton tran á 90 Banco.

1804 Afgang fra Frederichstad, ankomst Tønning den 7. aug.

1805 Afgang fra Frederichstad den 20 marts, hjemkomst den 7. September, I alt 517 ton tran.

1806 Afgang den 5. marts, forholdsvis lille fangst dette år.

1807 Var et uheldsår, skibet kom godt afsted den 9. marts, men kom ikke retur, på tilbageturen med bl.a. en fangst på 11 hvaler blev skibet på grund af den udbrudte krig mellem England og Danmark opbragt tæt ved Helgoland af en engelsk fregat “Qubeck”, under Cmdr. Lord Falkland og bragt til England som prise, først til Yarmuth derefter videre til London, skibet blev der solgt til en høj pris.

Den ca. 50 mands store besætnings skæbne er ikke anført af W.O.

 

Jens Petersen gift med Karen Sørens Datter, et af mine tiptipoldeforældrepar boede i Bodsbøl Ballum, i et lokalområde der hedder “Æ  Lyk” han var fader til tipoldefar Søren Jensen, g. med Kathrine Marie Juul boende i Harknag Ballum.

Søren blev født den 23 Maj 1795, og startede altså sit sømandliv som 12 årig, i året 1807, forhyret som koksmat på Grønlandsfareren fregatten “Margaretha” af Altona der stævnede ud den 9. marts 1807,  med A. Jacobsen, Rømø  som kommandør.

Ombord på samme skib var Sørens far Jens Petersen forhyret som ½ partsfarer og Sørens ældre broder Peter Jensen forhyret som matros, Peter startede som 13 årig i året 1805, som koksmat på samme skib, i 1806 også som koksmat, og i 1807 som matros, Jens Petersen var med skibet første gang i 1803 og sejlede alle årene som ½ partsfarer.

 

Jens Pedersen (Lintrup) f. ca 1765

Opført i sørullen året 1807, Lægd. 91 Ribe Amt, som boende i Bodsbøl (Lyk)

gift, 4 børn, født i Lintrup, 41 år gl. højde 65" = 170 cm, helbefaren sømand.

 

Fra 1803 til 1807 forhyret som halvpartsfarer på Grønlandsfart fra Altona.(Se nærmere andetsteds.)

 

Jens Petersen blev på trods af sin alder indkaldt til flåden (Under krigen mod England 1807-14)

Diverse oplysninger fra sørullen.

Film 522 1. Jy. Distr. Ribe Amt.: Udmønstret 30 sep 1808, 1809 husmand, fra Svendborg

den 6 jun 1810, (1811, 1812) Permitt. Svendborg, 4 togter.

Modtaget Permision fra Nyborg efter 5 togter, søgte da om fritagelse grundet alder og overførtes til Extra rullen.

Jens Petersen har haft en god del erfaring med grønlandsfarten da han i 1803 er forhyret som halvpartsfarer på “Margaretha”.

 

De to ældste sønner startede deres Grønlandsfart i en ung alder.

Den ældste Peter var 13 år da han var med på første rejse, og Søren var kun 12 år, begge startede som koksmat.

 

W.O. Genfortæller hvad den 14 årige Nickels G. Ricklefs berettede om livet som koksmat på Flensborgskibet  “Apollo” der i året 1855 var på Grønlandsfart:

“Mit arbejde var dag ud og dag ind det samme. I kabyssen var der 4 store faste jern gryder (= gruekedler). Efter spisning (skafningen) skulle der først vaskes op og jerngryderne skulle rengøres. Når sidstnævnte skulle rengøres tog kokken mig i hoved og bagdel og satte mig op i gryderne,  en af gangen skulle de omhyggelig skures med sand på et stykke sejldug, derefter  afskylning med vand, og når de var tørre skulle hvert sandkorn omhyggeligt fjernes.

Klokken 8 aften kunne jeg gå til køjs indtil klokken 12 midnat. Så skulle der tændes op under grødgryden. Kl. 4 morgen præsis skulle den tykke grød være færdig til servering.

I mellemtiden skulle jeg bl.a. sørge for at der blev fyldt vand i de i kabyssen anbragte vandtønder. Der skulle fyldes kul i dertil beregnede beholdere osv. Når grødgryden var tømt efter kl. 4, skulle gryden igen rengøres og derefter fyldes med vand, nu kunne jeg igen hvile mig, fra ved  halv ni -nitiden.

For koksmaten var der ikke megen hvile og fritid.” Jeg skulle altid sørge for rettidig kogende vand til kaffe og tee.”  

 

Søren og Peters job på “Magaretha” kan uden tvivl sidestilles med hvad Nickels har berettet.

 

Den yngre broder Morten startede på grund af Englandskrigen først sin Grønlandsfart i 1816 og var med skibe fra henholdsvis Altona og Hamborg i fire år til 1819, han omkom på søen i 1820.

 

Den ældste broder Peter blev også indkaldt til flåden under krigen.

1811 ej hjemkommet, ej mødt, Permitt, var med Kutteren Alban

i Norge, 2 togter,* (Alban var erobret fra Englænderne 12/9 1810 ved Læsøe af Pr.Ltn. de Falsen med 2 kanon chalupper,

(hvormed 4 kanonjoller under Sek. Ltn.K. Linde i slutningen af affairen forenede sig.) tilbage erobret af Englænderne 11/5 1811)

Alban førte 12 stk. 18 pund.  kanoner og 38 mand.

*Kilde: Efterretninger om den danske og norske Søemagt,H.F.Garde,fjerde bind s.497 og 614.

1812 ej hjemkommet, i fangenskab i England efter togt med Alban.

Alban blev i farvandet udfor Norge efter kamp generobret af englænderne.

Film 524: Nyt patent  1815, efter hjemkomst fra fangenskab i England.

Han fik styrmandscertifikat i 1818 og sejlede som sådan nogle år, indtil han blev kromand i Havneby på Rømø.

Tipoldefar Søren Jensen var under krigen også indkaldt til flåden.

Efter krigen fortsatte han Grønlandsfarten med skibe fra henholdsvis Altona og Hamborg,

det var i perioden 1816 til 1826, i 1816 sammen med sin yngre broder Morten.

 

Søren blev gift med Kathrine Marie Juul i 1829, hun var datter af en Ballum skipper Carsten Crestensen Juul der sejlede i koffardifarten, han blev under en Islands rejse i 1807 opbragt af englænderne og sad i prisonen i adskillige år. 

Søren købte efter giftemålet en lille gård i Ballum, som han drev samtidig med at han var vognmand.

 

Grønlandsfarten. Hval- og sælfangst.

 

Baskerne  havde udviklet en betydelig hvalfangst, og regnes for det folk der startede hvalfangsten og udviklede en fangstteknik som andre nationer tog ved lære af. Det var den fangstteknik der blev overtaget af Englændere, Nederlændere, Danske og Nordmænd, men i begyndelsen blev ikke kun teknikken overtaget, der blev også hvervet baskere til at forestå selve jagten på hvalerne samt oparbejdning af produkterne, dette blev dog gradvis ændret efterhånden som billigere arbejdskraft havde lært håndværket, men selve fangsteknikken videreførtes stort set uændret af de nye udøvere.

 

Fra dansk side var det Christian IV der i 1618 besluttede selv at gå aktivt ind i hvalfangsten ved Svalbard, han havde indledt et samarbejde med den hollandsk fødte Johan Braem samt med

Paul de Willem fra Amsterdam med henblik på den følgende sommer for egen regning at sende to skibe på fangst ved Svalbard, også private Københavnske redere forberedte sig på at sende to skibe på hvalfangst, der blev ved Braems mellemkomst etableret et samarbejde med kongen, der drejede sig om ansættelse af fangstfolk og indkøb af redskaber i baskerlandet.

I løbet af vinteren foretog Braem en rejse til de baskiske provinser, hvor han hyrede 43 hvalmænd og igennem sine forbindelser i Amsterdam blev der også hyret erfarne styrmænd, således at hvalfanger flåden i foråret 1619 forlod København.

 

Fangstfartøjet var chaluppen eller sluppen og fangstredskaberne ved hvalfangst var håndharpun og håndlanser. Slupperne var slanke og letroede både bemandet med 6-7 mand. Forrest i sluppen havde harpuneren sin plads; derpå fulgte fire rorskarle, hvoraf den ene skulle holde orden i harpunlinen og sørge for at de løb uhindret ud, når en hval var harpuneret; agter ude var styrmanden, der styrede båden. Normalt var der tre slupper til et fangsthold, der i fællesskab gik til angreb på en hval. Bådene roedes så tæt på dyret som muligt, når det lå i vandskorpen for at ånde, og fra kort hold søgte så en eller flere af harpunererne at kaste harpunen mod dyret så den sad fast.

Harpunen var ret kort og fremstillet af fint smedet stål, for at opnå stor elasticitet og brudstyrke og slyngedes ved hjælp af en fastbundet kastestok mod ryggen af hvalen, hvor den skulle trænge ned i spæk- eller kødlaget og sætte sig fast med sine modhager. Til den var harpunlinen bundet og når hvalen var ramt styrtdykkede denne i dybet eller måske ind under et isbjerg, hvorved harpunlinen med rasende fart rullede ud, hvilket kunne give så stor opvarmning af rullen, at denne måtte køles, samtidig med at båden måtte følge med hvalen i dennes fart, herved kunne der opstå svære problemer, båden kunne kæntre eller blive trukket ned.

Det krævede stor dygtighed, mod og kræfter at holde ud i en til tider timelang kamp med det ramte dyr, dette var en barsk opgave for det hårdtarbejdende mandskab.

Når dyret var død skulle det bugseres til fangstbasen enten landstation eller skib.

 

Da Englændere, Nederlændere, Danske og Nordmænd startede fangsten i områderne ved Spitzbergen, Jan Mayen og Nordnorge omkring 1610-20, skaffede de sig alle faste kystbaser.

Her foregik bearbejdningen af de fangede hvaler, partering, trankogning i store kobberkedler, afkøling og afklaring og derefter skulle trannen fyldes på tønder og lastes på skibene, også barderne måtte behandles inden lastning, de skulle fjernes fra hvalens kæmpe kæber, renses, tørres og sorteres efter længde og bundtes.

 

Gradvis gik man dog over til havfangst, her blev hvalerne efter fangsten trukket hen til skibssiden og spækket skrællet af ved en særlig teknik hvor dyrene drejedes rundt i vandet.

Når spækstykkerne var hejst ombord blev de derefter hakket på sædvanlig måde, men derefter nedlagt i tønder eller fadeværker og stuvet i lasten for transport til hjemlandet for her at blive udkogt til tran i lokale tranbrænderier.

 

Falk skriver bl.a. Grønlandsfarten begyndte med hvalfangst, sælfangst kom til senere. Farerne ved hvalfangst og sælfangst må anses for at være ens. For begge gælder det om at nå frem til fangstområdet, og her er det sømandsmæssig overblik og dygtighed der gør sig gældende,

storme generer alle lige,  isfaren var den samme, bl. a. kunne isen indeslutte fangstmandskabet.

 

Alle skibe var udstyret med robåde kaldet chalupper, disse både var meget lette og manøvredygtige og anvendtes ved jagten på hvaler og sæler, det var meget vigtig at mandskabet var fuldt fortrolig med manøvrering og anvendelse af disse både.

 

Ved såvel hvalfangst som sælfangst var hurtige manøvrer nødvendige for at komme tæt nok på dyrene.

 

Selve fangsten var selvfølgelig forskellig, en af farerne ved hvalfangsten var at de kunne slå vildt med halen og derved let smadre den spinkle båd, hvad sæler angik var det andre faremomenter der gjorde sig gældende.

 

Sælfangerne var udsat for stor risiko, f.eks. når de skulle springe fra båden over på isflagerne, kanterne kunne være møre, og på isen der var knoldet og ujævn var færdsel meget besværlig. Og det kunne pludselig blæse op så de hurtigt måtte tilbage til skibet.

 

Gamle sæler kunne bevæge sig med stor hastighed, så fangerne dårligt kunne følge dem og de forsvarede sig.

 

Det var hårdt arbejde når der var slået en stor mængde sæler ihjel og disse skulle slæbes til båden eller skibet.

 

Når der blev jagtet sæler var det langs med iskanterne, fra udsigtstønden i skibsmasten blev der med kikkert observeret efter dyrene, skibet blev så manøvreret så tæt på flokken som muligt, og bådene blev sat i vandet i største hast.

De havde normalt en besætning på 6-7 mand og blev roet frem, en styrede, to mand stod forrest parat til at springe op på den faste is, resten fulgte så efter, en mand skulle blive tilbage i båden klar til at klare uforusete ting. Bedst egnet til opgaven var hurtige lette folk.

Hver mand havde på sig en knippel forsynet med jernspids og en kniv, i båden var der også liner, en harpun, kikkert, kompas, af hensyn til evt. tåge var der også et anker og en sæk brød.  

Den letteste fangst var, når det var sælunger på tre til dire uger gamle, der endnu ikke var begyndt at gå i vandet.

Voksne sæler var som før nævnt hurtige, og de forsøgte selvfølgelig at flygte, sommetider med høje hyl under skarp forfølgelse af jægerne.

En klapmysse, en stor sælart kunne være yderst farlig, når den satte sig til modværge kunne den når uheld var ude flænse en jæger med sine skarpe tænder, den kunne bide en stok på en arms tykkelse igennem uden problemer.

 

De døde sæler blev flænset på isen eller senere på skibet, indvolde og andet der ikke skulle bruges var til glæde for isbjørne og fugle.

En øvet sælhundejæger snittede hurtigt skind og spæk fra kroppen.        

 

Hvorfor hval- og sælfangst.

 

På den tid, hvor denne fangst var på sit højeste brugte man tran i store mængder.

Trannen havde forskellige kvaliteter og blev bl.a. i store mængder brugt til gadebelysning i byerne, men også i industrien, hus og stald  mv., finere kvaliteter blev brugt til fødevarer, ringere kvaliteter som smøremiddel.

Udover tran blev hvalknogler og barder også anvendt, barderne blev bearbejdet til mange forskellige formål, f.eks. “Bonetter og kiolevinger til den geistlige dragt, item til fruentimmer pynt af poscher, calescher og fiskebeenskiørter, herforuden til parasoller, paraplyer item grenadeerhuer”og mange andre formål.

Også andre produkter blev fremstillet af diverse hvaldele. Fra Rømø og nogle af de frisiske øer kendes bl.a. hvalknogle hegn og diverse andre udsmykninger.

Sælspækken anvendtes også til trankogning,  sælskindene blev selvfølgelig også anvendt.     

 

Perioden for denne form for hval- og sælfangst i de Grønlandske og øvrige farvande hvor Danmark hævdede sin højhedsret strakte sig over tiden fra starten 1600 årene til ca.

midten af 1800 tallet, fra dansk side udstedte man licencer til hvalfangere fra andre nationer der ønskede at tage på fangst i områder med dansk højhedsret.

 

Danskernes egen hvalfangst stod ikke rigtig mål med andre nationers, men den fangst Chr. IV startede i 1619 vedblev ind til ca. 1660.

 

I 1700 årene blev der også sendt fangstbåde fra bl.a. Rømø, det drejede sig dog først og fremmest om sælfangst, disse både var tildels financieret af Tønder købmænd, fra Ribe lod rådmand Rahr i 1700 tallet et skib sejle på Grønland, 2 Grønlandsskibe sejlede fra Ålborg, fra København sejlede Grønlandsskibe kun i korte perioder med den største aktivitet i 1780´erne, da den “Kgl. Grønlandske Handel” har udrustet op til 16 skibe pr. år til Grønlandsfarten. Kommandørerne var for det meste fra øen Før. I 1830´erne sejlede op til 4 skibe med Rømø-skippere fra København til Spitzbergen. Også Bornholm har sendt skibe ud til Ishavet i 1840ene, deraf 2 med Rømø- kommandører, og sågar Fanø var med i et par år i 1850érne, med skibsfører fra Rømø. Stubbekøbing havde også et enkelt skib på sælfangst i bl.a. 1846-47.

 

Fra hertugdømmerne var der fangstskibe fra Flensborg, Altona, Kolmar, Glückstadt og Egernførde, sidst nævnte by havde afgange fra Ålborg.

 

Hamborg havde startet op med Grønlandsfart først i 1600 tallet, og Hollænderne ligeså.

 

Danske og søfolk fra hertugdømmerne og de kongerigske enklaver deltog i stor stil i Hamborgs og Hollands Grønlandsfart.

Kendt er det at især søfolk fra øerne i vadehavet deltog f.eks. fra Før, Amrum, Sild, Rømø og Fanø, sammenlagt drejede sig om flere hundrede.

 

Især Rømø havde mange kommandører, som en skibskaptajn kaldtes efter hollandsk forbillede.

Kommandørerne fra Rømø var meget efterspurgte, de sejlede i stor stil fra Hamborg og Altona og fra Holland, men også fra Flensborg og fra danske havne.

 

Når Rømø Kommandørerne tidligt om foråret skulle hjemmefra for at rejse til Hamburg, Altona, Flensborg eller Holland mv., for at blive påmønstret de skibe de skulle føre, var det almindeligt at de selv havde en del af den nødvendige besætning med fra hjemøen, samt fra fastlandet nærmest Rømø, heriblandt fra Ballum området, det var almindeligt at rejsen startede med båd til Ballum, eller med små skibe (smakker) fra Rømø til mønstringshavnen, sidstnævnte rejsemåde har flere gange endt med forlis og døden til følge.

 

Faren ved rejserne frem og tilbage med smakker viste sig adskillige gange, fra Sild kan anføres følgende eksempler:

Kilde: “Strandungen vor Sylt” Wiebke und Wolfgang Fey, Hans-Jürgen Støver.

 

Efterår 1705 forliste en smakke ført af Erik Theides, Westerland på vej fra Holland til Sild med hvalfangere på vej hjem fra fangst, 27 mand omkom.

24. 3. 1711 forliste en smakke ved Amrum ført af Lütke Heiken på vej til Holland med mandskab der skulle på hvalfangst, 86 mand omkom.

 

15. 3. 1744 forliste en smakke ved Rantum/Kampen ført af Theide Bohm, Morsum på vej til Holland 84 mand omkom, kun 8 mand overlevede.

 

10. 11. 1771 forliste en smakke ved Sild ført af Bleik Bundis, på vej fra Holland, 22 mand omkom.

 

Året 1740: 7 navngivne døde. Alle døde skibskarle er på deres hjemrejse fra Holland bleven på søen og druknede. (Fra Ballum kirkebog.)

 

Også fra de øvrige frisiske øer er der lignende beretninger.

 

Uden tvivl har Rømø også haft tab af samme årsag, men grundet manglende kirkebøger kan dette ikke bekræftes.

 

I februar eller marts afrejste søfolkene fra Rømø og Ballum i store skarer, og hver havde sædvanligvis medbragt sin skibskiste med sager i. Kisterne blev ladet i Ballum på arbejdsvogne, sommetider stablet højt. Søfolkene sad højt oppe på kasserne eller gik ved siden af vognen, da der kun blev kørt meget langsomt (i skridtgang)...”           

 

Mange har benyttet landevejen. Om trafikken over land taler en kongelig “Placat” af

13. oktober 1784. Derefter havde søfolkene, som var forhyret til hvalfangst eller sæljagt

“frihed til at benytte sig af hvad vogne de bedst kunne bekomme, samt overalt passere frit, når de kunne fremvise en forhyringsseddel” (Sørensen, s. 64).

 

Et andet bevis leveres af lærer Matthias Cornelius Dahl (1855-1933). Han skriver (tysk): “Lange fodture var dengang ingen sjældenhed... At søfolk gik fra Ballum til Hamborg (Altona) eller tilbage, forekom ofte. En gang kom en grønlandsfarer, hvis fører og den største del af besætningen boede på Rømø, usædvanlig tidlig tilbage med fuld ladning. Da skibet nåede Elben, blev der sat en mand i land, som vandrede til Ballum, for så hurtig som mulig at bringe det glædelige budskab til de pårørende (Det var pinse)... “Gammel Tammes”... er sin ungdom gået til fods fra Bordeaux i Frankrig til Ballum.

 

 

 

(F. Holm-Petersen - A. Rosendahl, “Fra Sejl til Diesel”.

 

 Da Danmark havde erklæret England krig i 1807 blev der allerede den 31. August fra Kronprinsen udstedt et “Rappel og Pardonspatent” ifølge hvilket “danske og norske sømænd, som er i udenrigs tjeneste, uopholdelig skal søge at komme hjem til fædrelandet, hvor de strax har at melde sig hos den vedkommende Indrulleringsofficer på det sted i de kongelige riger og lande, hvor de ankomne.” Befordringen måtte tages, som den kunde bedst - som regel blev det til fods og i trop og følge, at søfolkene vendte hjem.

 

Fra Bordeaux opgives der at være hjemkommet 304 mænd).

 

Farerne ved Skibsfarten og Grønlandsfart:

 

At fare til søs i sejlskibenes tid var en farefuld færd.

 

Eksempel på dette: I Ballum kirkebog er anført følgende:

 

Året 1699:  Dom. 16p. Trin.= 24/9,  blef Peder Andersen af Vesterende begrafen; som udi Grønland faldt sig til døde d. 8 maji og siden i Efter Høsten hjemført og begrafen, alder 23 år og 26 uger.  Kilde:  (23a Aa5 1/1)

 

Året 1777 var det store katastrofeår for Grøndlandsfarten, da ikke mindre end 14 skibe forliste, der var dette år nogle kraftige storme, som var årsag til at så mange skibe blev skruet ned af isen. Fem af skibene var under ledelse af Rømø kommandører, de mange skibbrudne ca. 440 i alt, forsøgte i forskellige grupper at nå frem til danske kolonier på Grøndlands vestkyst. 230 mand skal have forsøgt at gå tværs over Grøndland fra øst til vest. De nåede aldrig deres mål. Andre forsøgte at gå sydpå, de traf her nogle grønlændere, som hjalp dem videre. Det fremgår af mønstringslisterne fra Hamborg,  at 51 sømænd fra Rømø oplevede tabet af deres skibe. 21 af dem omkom, 30 blev reddet heraf 1 sømand fra Ballum (Thomas Christensen.)

En af de overlevende Rømø kommandører Engelbrecht Jensen har berettet udførlig om sine oplevelser efter skibbrudet herunder bl.a. om en tolvårig dreng fra Rømø, Anders Mikkelsen List der også blev reddet, da de efter mange strabadser stødte på nogle Grønlandske fangere.

(F.J.Falk.) 

 

Børn med på hvalfangst:Der er adskillige oplysninger om børns deltagelser i disse rejser i et enkelt tilfælde fra 6 års alderen og ellers opefter. Søren var kun 12 år.

 

Forhold ombord.

 

I året 1801 sejlede skibet “Grønland” fra Altona med Jep Cornelis Schmidt fra Rømø på Grønlandsfart, et medlem af besætningen,  tovmester Friedrich Gottlob Köhler har skildret nogle oplevelser fra denne tur.

 

Ved afgangen måtte alle sværge troskab og love ikke at forlade skibet, “Så

længe Køl Steng Stag, Mast og Væg består”...

 

Enkelte scener af råhed på skibet, var afskrækkende for Köhler ; f. eks. slog styrmanden i en ordveksling med en drukken matros, denne så hårdt med knytnæven, at en ring styrmanden havde på fingeren, lavede en dyb flænge i ansigtet på matrosen.

 

En gang om natten, da der var meget stærk storm og det var nødvendigt at rebe nogle sejl, manglede der en mand ved arbejdet oppe i rigningen, da arbejdet var færdig og de igen kom ned på dækket blev manden opdaget han havde gemt sig under “Salungen” ved stormasten, han blev grebet i håret og slæbt med hen til stagtovet der gik fra stormasten til den forreste mast, og med rebet mellem benene og i det han holdt manden frit svævende, susede begge en tur ud over skibssiden og ned i vandet, det var straffen for den begåede fejl, oven på denne tur fik han desuden tre slag med et endetov,  af hver af de implicerede.

Maden ombord var meget ensformig vekslende mellem gule og grå ærter, enkelte gange gav det gule bønner og sauerkraut.

Denne ensformige kost gav da også nemt sygdomsproblemer som skørbug f. eks. der var ret almindelig, tit med døden til følge.

 

Søfolk/Grønlandsfarere og den Kristelige tro.

 

F. J. Falk skriver i bogen, Rømø - som det var engang.

I kapitel XIX. Om troens betydning.

 

På Grønlandsfartens tid var kommandøren på skibet, som sejlede op i ishavet, en slags præst ombord. Der blev dagligt holdt andagt, til kommandørens udvalgte tekster og salmer.

Naturligvis kunne også andre opfordres til at medvirke under andagten.

Således opfordrede kommandør Peter Svendsen Carl fra Rømø engang skibslægen til at bede “fadervor” og straffede ham, da det viste sig, at han ikke var istand til det.

 

En artikel i forhyringsbetingelserne på skibe fra Altona lød:

Når bønnen eller gudstjenesten skal afholdes på skibet, skal enhver være tilstede, kun syge og vagthavende var fritaget.

 

Den kommercielle hvalfangst fik også i den moderne tid et voldsomt opsving med rovdrift på de store havdyr. I dag udgør hvalfangst på grund af fredning, ikke længere nogen større trussel mod bestandene af store hvaler. 

 

 

Kilder:

 

Dalgård S.           Dansk-Norsk Hvalfangst 1615-1660, Gad, København 1962

 

Falk, F.J.                            Grönlandfahrer der Nordseeinsel Römö, Bredstedt 1983

Falk, F.J.                            Rømøs kommandører og sejlskibskaptajner, Skærbæk 1989

Falk, F.J.                            Rømø, som det var engang, Skærbæk 1988

Falk, F.J.                            Rømøs Grønlandsfart i 1800-tallet, Skærbæk 1991

 

Fey, Wiebke und Wolfgang

Hans-Jürgen Støver.          Strandungen vor Sylt

 

Voigt, H.             Die Nordfrisen auf den Hamburger Wal- und Robbenfängern,

                            Neumünster 1987

 

Jepsen, Palle Uhd Harpuner i Arktis:Hvalfangst ved Svalbard i 1600-årene,

                            Fiskeri-og Søfartsmuseet, Esbjerg og forfatteren, 1994

 

Kelm, Bernt:       Rømø et vesterhavspræget samfund, Bind I, Erhverv og boliger

                            Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Nr.78, 1999

 

Kirkebøger:         Ballum LAA

 

Oesau, W.            Hamburgs Grönlandfahrt, Hamburg 1955

Oesau, W.            Schleswig-Holsteins Grönlandfahrt, Glückstadt 1937

 

Pontoppidan, C.  Hval- og Robbefangsten, København 1785  

 

Sørensen, H.E.    Rømøs historie, Skærbæk 1982

 

Søruller:               LAV